En uge på Dallund

I oktober 2006, godt 3 måneder efter endt behandling, var jeg på rehabiliteringsophold på Dallund Slot. Dengang var rehabiliteringstilbuddet en forsøgsordning i Kræftens Bekæmpelses regi.

Det var en fantastisk uge, særlig set i bakspejlet. Jeg mødte 19 skønne kvinder i alle aldre, som alle - ligesom mig - var eller havde været ramt af kræft i underlivet. Det var 5 dage med fokus på at komme sig efter sygdommen og ikke mindst efter behandlingen.

Tilbuddene i løbet af ugen, spændte fra god mad, massage og dejlige gåture over oplæg eller sessioner med Socialrådgiver, psykolog, sexolog, fysioterapeut og kostvejleder til kunstneriske udfoldelser værksted eller i plenum med maleri på væg.

Personligt fik jeg en masse med hjem, mest papirer, skemaer og lignende som skulle hjælpe mig til at komme videre. Jeg nød ugen, og jeg nød samværet med ligestillede, men desværre var det hele så tæt på min diagnose og behandling, at jeg ikke kunne rumme "alle mine muligheder" på det tidspunkt. Ikke så lang tid efter begyndte senfølgerne at melde sig, og det betød, at det jeg huske fra ugen på Dallund var de søde mennesker jeg mødte og hvor rart jeg havde haft det i deres selskab. Alt hvad jeg havde "lært" under oplæggene og i de sessioner jeg fik tilbudt blandt andet med en psykolog og med en socialrådgiver - det gik totalt i glemmebogen.

Når jeg i dag sidder og læser i papirerne fra Dallund, så er der en smule der vender tilbage, men det er meget lidt jeg ellers kan huske derfra. Det jeg KAN huske, er dog alt sammen noget jeg mindes med et smil. Vi grinte sammen, vi græd sammen og vi delte vores frustrationer, erfaringer og sorger med nogen som bare vidste hvad vi talte om, for de har alle været der - altså de andre deltagere.

Det er min helt klare overbevisning, at rehabilitering er et must for alle kræftoverlevere, unge som gamle. Det er så uhyre vigtig at møde andre i samme båd, at tale med andre, som bare VED hvad du taler om, næsten før du har sagt det. Men det er også min overbevisning, at rehabilitering først skal ske på det tidspunkt, hvor du begynder at kunne kigge lidt fremad, der skal opfølgning på sådan at du er i en form for forløb over for eksempel 6 måneder. Det er også min overbevisning, at rehabilitering skal være et betalt tilbud til alle kræftoverlevere, så det ikke kun er forbehold de få som har råd. Endeligt, så skal der være langt større og bredere udbud af rehabilitering og dermed en større grad af valgfrihed for den enkelte.

Senest ændret Fredag, 11 oktober 2013

Log ind for at skrive kommentarer

KO's guldkorn

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og få første trin til at hjælpe dig selv, når du er kræftoverlever.

Søs Egelind støtter

Go to top